Den kognitive problemformulering omtales som "et humant og empatisk alternativ til diagnosticering..[ved at ]

møde patienten hvor han er, og forstå ham ud fra nogle faglige overvejelser og og en faktisk analyse af problemerne - ene analyse, der fortsætter og udvikler sig undevejs gennem hele behandlingen..Gennem problemformuleringen sætter behandleren  sig i patientens sted, forstår og ikke mindst forklarer selv meget irrationelle handlinger, som altid har et element af fornuft" (Oestrich i Holm og Oestrich 2006 side 38)

Citatet er tydelig inspireret af Søren Kierkegaards formuleringer om hemmeligheden i al hjælpekunst (møde ham hvor han er, forstå det, den anden forstår), men der lægges ikke op til at terapeuten opgiver sin autoritet og ydmyger sig overfor patienten. 

Min egen tanke er, at jeg ikke synes det fremgår helt klart i hvor høj grad patienten har det sidste ord, når problemformuleringen skal laves - eller om det er terapeutens/personalets redskab.