Sokratisk dialog omtales i en dansk bog om kognitiv miljøterapi som en "kognitiv kernemetode, der udfordrer realiteteterne. Drejer sig om at stille spørgsmål, som man som behandler kender svaret på, og på den måde lade patienten opdage en vigtig sammenhæng"  (Holm og Oestrich 2006, side 297)

En kritisk vurdering af den forklaring er, at der kan være indlejret en bedrevidenhed, som ikke passer med Sokrates ideal om at begge parter i en sokratisk dialog bliver klogere. En af redaktørerne af ovennævnte bog, Irene Oestrich, forklarer da også den sokratiske dialog lidt anderledes i en bog, der udkom året efter.

Irene Oestrich omtaler sokratisk dialog som en af de grundlæggede metoder i kognitiv terapi, som bruges til at udfordre automatiske tanker (Oestrich 2007 side 67)

i et afsnit med overskriften "Kognitiv omstrukturering - Sokratisk dialog" (op.cit s.93-110) skriver hun bl.a.:

"De sokratiske spørgsmål lægger op til opdagelse under vejledning snarere end at lede efter endegyldige svar. Terapeuten ved ikke ikke præcist, hvor hun vil hen, men hun ved godt, hvornår hun er der, og i det sokratiske spørgsmål gemmer sig oceaner af viden.  Terapeuten leder klientens opmærksomhed hen på den information, som er altafgørende for at kunne løse problemet, men som befinder sig langt uden for klientens fokus. Klienten har selv den viden, der skal til for at besvare det sokratiske spørgsmål." (s.93)

Reinecke, Dattilio og Freeman 2006 skriver, at "Ellis (1962) and Beck (1976) are often credited with introducing the concept of "cognitive restructurering" [Kognitiv omstrukturering] to the clinical litterature. This term refers to the use of Socratic questioning or rational disputation to modify malaptive or "distorted" thoughts." (Reinecke Dattilio Freeman 2006, side 6) 

Den norske psykolog Tores C. Stiles skriver:

"det som kanskje først og fremst karakteriserer terapeuten i kognitiv terapi er den sokratiske spørreteknikken. Man argumenterer ikke med klienten slik Ellis gjør, og man kommer ikke med tolkninger som i psykodynamisk terapi. I stedet stiller man relevante og konkrete spørsmål som hele tiden får klienten til at reflektere over egne opplevelser. Man tillegger aldri klienten motiver eller følelser han eller hun ikke selv erkjenner, men fortsetter å stille spørsmål med håp om å bevisstgjøre klienten gjennom dem. En fordel ved den sokratiske spørretekniken er at den ikke er så motstandsmobiliserende som argumentasjon og tolkning ofte er." 

(Nielsen og Von der Lippe 1993, side 101)